Stress

Hvorfor får vi stress?

Stress er en naturlig og faktisk ret smart reaktion på udefra kommende farer. Vi har – ligesom dyrene – en instinktiv reaktion på oplevet fare. Den kaldes “kæmp eller flygt” og blev beskrevet af den amerikanske fysiolog Walter Cannon helt tilbage i 1915.

Kort fortalt sker der det rent fysisk, når vi oplever noget truende, at det sympatiske nervesystem stimulerer produktionen af adrenalin. Adrenalin igangsætter produktion af sukkerstoffer (hurtig brændstof til muskler og hjerne), øger hastigheden på åndedrættet, får blodtrykket til at stige og dirigerer blodet væk fra organerne og ud i muskler, hjerne og hud for at forberede den kamp eller flugt reaktion, der er på vej.

Psykisk sker der det, at man tænker i sort/hvidt. Alle nuancerne forsvinder, og alt er “enten – eller”. Alle der har prøvet at diskutere med en person, der er i den tilstand, ved, at det ikke fører noget godt med sig.

Den måde at tænke på er dog ret smart, når man er udsat for fare, idet det understøtter hurtige beslutninger. Og det er ofte nødvendigt, når der virkelig er fare på færde.

Det er altså det sympatiske nervesystem, der igangsætter reaktionen. Når faren er ovre, vil det parasympatiske nervesystem igangsætte en modsat reaktion, hvor kroppen igen slapper af, og der er tid til at komme sig og få nye kræfter.

Men hvis den oplevede fare eller påvirkning foregår over længere tid og tilstanden bliver langvarig, er det skadeligt og kan medføre en række følge-sygdomme og problemer. Rigtig mange sygdomme er direkte eller indirekte relateret til stress, forstået sådan at de enten er direkte forårsaget af langvarig stresspåvirkning, eller at de forværres i perioder med stress.

Hvad kan man gøre?

Jeg lærer dig forskellige teknikker, så du berolige dig selv. Få bragt krop og sind tilbage i den restituerende tilstand, som er nødvendig for at vi kan fungere. Vi arbejder også med at øge din robusthed overfor ydre påvirkninger. At lære dit system, at ikke alle problemer eller udfordringer er ensbetydende med fare, som kræver at stress-værktøjet skal aktiveres.

Som udgangspunkt anbefaler jeg 3 sessioner.